Hvordan kristne kan stå sammen med Israel
- af Malcolm Hedding
Kristent pro-israelsk aktivisme er i dag et verdensomspændende fænomen. Derigennem søger vi at forsvare den jødiske stat i en overvejende fjendtligt verden.
Sikkert fundament Grundlaget for denne kristne aktivisme på Israels vegne skal findes i løfterne i pagten med Abraham, som begynder i 1.Mosebog 12:1-3. Det er denne alene pagt, der godtgør Israels ret til Kanaans land. Ejendomsretten til landet er ved denne pagt lovet for evigt (Genesis 17:7-8), men bopælsretten – det privilegium at leve i landet – er betinget af Sinajpagtens moralske krav. Det er ‘Guds sag’, hvordan Han udarbejder dette med Israel (5.Mosebog 31:16-17).
Den praktiske side af gennemførelsen af disse bibelske principper betyder, at vi kristne ikke bør blande os i spørgsmålet om optegningen eller bestemmelsen af Israels grænser. Israel er en demokratisk stat, og Israels folk må bestemme i disse anliggender. Opsplitning af landet er et følsomt anliggende i Guds hjerte, og vi maner nationerne til forsigtighed desangående (Joel 3:1-3). De, der spiller dette spil, gør vel i at være sikre på deres begrundelse for at gøre det.
Endvidere står Jerusalem og især Den Gamle By ikke til forhandling for os på grund af det 3.000 år gamle jødiske krav på og forbindelse til denne by. At fratage det jødiske folk deres ejerskab over denne by er intet mindre end en skandale. Noget sådant afslører en mere dyster dagsorden, der har mere med antisemitisme at gøre, end vi måske tror. At fornægte Israels krav på byen er det samme som at tro, at jorden er flad! Så hvorfor gør folk det?
Hvor er Mandela?
Den nuværende fredsproces kommer ingen vegne, fordi Israel ikke kan finde en “Mandela” på den anden side. Med det menes der, at der ikke findes nogen palæstinensisk leder, der er i stand til at få sit folk væk fra den radikale islamiske teologi, som nægter at anerkende jødisk suverænitet nogen som helst sted i landet, og derfor som sådan kræver den totale ødelæggelse af den jødiske stat. De, der benægter dette, har stukket hovedet i busken og fornægter det, der er indlysende. Indtil der er fundet en reel fredspartner, skal vi ikke forvente nogen reelle fremskridt i fredsforhandlingerne. Så spørgsmålet må stilles: “Hvorfor indser politikerne ikke dette?”
Dobbeltklemme
Skiftende israelske regeringer har lavet to store fejl. Den første begyndte med Madrid-konferencen i 1991 og tog fart under hele Oslo æraen. Fejlen var, at gennem disse politiske fremstød accepterede Israel i sidste ende begrebet “besættelse.” Dette skyldes i vid udstrækning israelske revisionister, der i al væsentlighed omskrev beretningen om Israels genoprettelse i 1948 og totalt ignorerede jihad-delen af Israels kamp med den arabiske verden.
Klummeskribent Avi Becker skrev for nylig i Jerusalem Post: “De nye historikeres arbejde, som repræsenterer en revision og nyfortolkning af historien om den arabisk-israelske konflikt, har haft katastrofale konsekvenser. For nogle af dem blev disse post-zionistiske synspunkter erstattet af anti-zionisme” .
Becker tilføjer, at siden da har den fremtrædende historiker Benny Morris – til stor bestyrtelse for den liberale Venstrefløj – udgivet en ny bog, hvor han korrigerer det, han engang selv var med til at fordreje. I sin nye bog beskylder Morris mange af sine faglige kolleger for at ignorere “jihadi retorikken og fraserne, der ledsager den” som af araberne bliver opfattet som “hellig krig …og en guddommeligt ordineret nødvendighed.” Sandheden er, at palæstinenserne aldrig har haft en stat, og det eneste område, som Israel “har besat”, er det område, der blev erobret tilbage fra Jordan i 1967, som Jordan illegalt havde taget under uafhængighedskrigen i 1948. Så Israel har ikke besat noget “palæstinensisk landområde”! Men hvem bekymrer sig om denne sandhed i dag?
Den anden fejl var at acceptere begrebet “to stats-løsning”. Fraværet af en “Mandela” plus fremkomsten af Hamas betyder, at Israel forstår, at det ikke kan – og faktisk ikke tør – bevæge sig hen imod en To-stats-løsning! Fiaskoen ved tilbagetrækningen fra Gaza demonstrerer dette tydeligt. Imidlertid har Israel anerkendt ‘besættelsen’ og en ‘to-stats-løsning’, hvilket efterlader landet i en lidet misundelsesværdige dobbeltklemme. Israel kan hverken gå frem eller tilbage. En venligere amerikansk regering vidste dette og gav Israel pusterum og forsøgte endda at udbygge dette rum. De dage er nu forbi!
En mere aggressiv amerikansk regering fastholder nu Israel på dets anerkendelser og er dermed ved at kvæle det. Det betyder, at Israel nu er nødt til at risikere en konflikt med dets mangeårige allierede for ikke at bevæge sig ind i en selvmorderisk situation.
Den israelske premierminister Benjamin Netanyahu har et øget pres på sig fra den voksende iranske nukleare trussel. Iran, rapporteres det, kunne have en atombombe klar inden udgangen af dette år! Timingen af alt dette kunne ikke være værre. Israel har brug for USA’s præsident Barack Obama til at tage sig af Irans urostiftende præsident Mahmoud Ahmadinejad, men tro det eller ej Obama benytter denne krise som en anledning til at presse Netanyahu angående spørgsmålet om Jerusalems endelige status! Netanyahu har hidtil stået fast ved at erklære, at Jerusalem ikke er en bosættelse! At Israel er i denne situation med dets nærmeste allierede er meget bekymrende.
‘De udenforstående indenfor’
Det ovenfor nævnte gøres endnu mere kompliceret af personer som dommer Richard Goldstone og andre liberale jøder, der fornægter Israels ret til at forsvare sig over for de konstante angreb mod civilbefolkningen. Disse angreb bliver altid nedtonet, lige som den rolle, den islamiske teologi spiller i optrapningen af konflikten, bliver det. Israel bliver altid portrætteret som den aggressive part og som en alvorlig krænker af menneskerettighederne.
Så lige nu tør de israelske ledere ikke rejse til Storbritanien, for ikke at blive arresteret for “forbrydelser mod menneskeheden.” De ‘udenforstående indenfor’ (jøder som er kritiske over for deres egne og over for staten Israel) har endvidere givet den anti-Israelske lobby vind i sejlene, så den har optrappet kampagnen for akademisk og økonomisk boykot. I demokratiets navn har de nægtet Israel dets ret til at fremføre deres holdninger i en fair debat, mens de misbruger princippet om “universel retfærdighed.”
De har hjulpet med at befæste “apartheid” anklagen mod Israel, som dag for dag vokser i intensitet. Denne anklage er designet til at miskreditere, delegitimere og til sidst opløse Israel. Farerne ved denne bevægelse kan ikke ignoreres.
Alt dette gør det sværere at forsvare Israel, især når man betænker det “politisk korrekte” klima i vore dag, som insisterer på, at der ikke skal føres en vedvarende felttog mod den reelle trussel, som er den militante islamisme. Dem, der vover at påpege dette problem, bliver øjeblikkeligt brændemærket som fanatikere eller racister. Sådan bliver det virkelige problem i Mellemøsten ignoreret, alt imens Ahmadinejad skamløst opfordrer til ødelæggelse af Israel i Islams navn. Også Hamas, Hizbollah og endda Fatah gør det samme, hvilket kan verificeres af “MEMRI” og “Palestinian Media Watch”. Men for nogle vil selv den største sum af beviser desværre ikke være tilstrækkelig.
Når man stykker alt dette sammen til et billede, er det ikke overraskende, at anti-semitismen er stigende i verden i dag. Den liberale venstrefløj har, med støtte fra medierne, givet plads til, at dette sker. Det skal bemærkes, at Adolf Hitler faktisk var en venstrefløjs nationalistisk lømmel! I dag har vi venstrefløjs globalistiske lømler. Denne situation kan kun blive farligere og farligere!
Vores platform
Det er alt sammen meget godt – og endda vitalt – at påpege udfordringerne og vanskelighederne, men bortset fra det vi er imod, hvad er vi så for? Ud fra den position Israel har indtaget, må dette nøje overvejes. Jeg mener, at følgende er rammende for, hvad vi er for:
Der må laves en mere sandfærdig formulering af de problemer, Israel står overfor, først og fremmest af den trussel, som den islamiske radikalisme udgør. Iran/ Hamas / Hizbollah aksen må blive afdækket, erkendt og behandlet, for at de ikke fortsat skal destabilisere situationen. Freden skal opretholdes gennem en stærk sikkerhedsinstans, indtil denne akse er neutraliseret. Der er ingen vej uden om dette.
En international kampagne, som insisterer på, at Jerusalem skal forblive under jødisk suverænitet, bør iværksættes.
Israel bør investere massivt i egne arabiske lokalsamfund med infrastruktur, skoler, hospitaler og rekreative faciliteter. Det internationale samfund må også foretage ansvarlige investeringer på Vestbredden, så palæstinenserne får lejlighed til at ‘smage’ frugterne af velstand. Israel bør endda undersøge muligheden for en mindre international lufthavn på Vestbredden med ordentlige sikkerhedsforanstaltninger.
Forhandlinger bør først starte, når terrorisme og vold er taget af bordet. Israel kunne derefter vælge mellem en demilitariseret palæstinensisk hjemland med økonomisk levedygtighed, og nye modeller til at løse konflikten, så som en konføderation der involverer Jordan.
Pastor Hedding er administrerende direktør for Den Internationale Kristne Ambassade Jerusalem
