af David Parson
September 2011 kan meget vel blive et af de mest afgørende vendepunkter i Israels nyere historie, her hvor vi er øjenvidner til, at hele Mellemøsten forandres.
September var allerede øremærket som en nøgledato i den regionale kalender på grund af den diplomatiske strid i forbindelse med Det palæstinensiske Selvstyres anmodning i FN om statsanerkendelse af Palæstina. Det palæstinensiske Selvstyre nægtede at trække sig fra dette dumdristige og ensidige skridt mod en stat langs før-1967 grænsen, og besluttede derved at gå en meget farlig vej, det ustabile politiske klima i regionen taget i betragtning. Det palæstinensiske Selvstyres opfordring til massedemonstrationer mod israelske byer og check-points i kølvandet på FN’s beslutning, har allerede givet kaos og blodsudgydelse.
Men så pludselig, inden for få dage i sidste måned, blev de israelske ambassadører i både Ægypten og Tyrkiet på udiplomatisk vis jaget ud af såvel Kairo som Ankara. Begge nationer er regionale magtfaktorer, der har haft langvarige sikkerheds- og fredsaftaler med Israel. Så årtiers store anstrengelser med at knytte tætte relationer, ofte mod den folkelige vilje, kan nu være gået til spilde.
Kun tiden vil vise, om dette virkelig er en ”Rubicon-grænse” for Israel, her hvor palæstinenserne sår sæden til endnu en intifada, og strategiske opbyggede bånd gennem mange år med Ægypten og Tyrkiet risikerer at blive brudt uden igen at kunne opbygges. Og endnu værre, regionen kan være på vej mod en utænkelig krig.
Det herskende islamiske parti i Tyrkiet har i flere år været på forsætlig kollisionskurs mod Israel, og fandt endelig det rette påskud for at bryde dets mangeårige alliance med Jerusalem med Mavi Marmara flotille-angrebet sidste år.
Ankara har krævet en undskyldning og kompensation for flotilleepisoden samt en komplet ophævelse af blokaden af Gaza. Israel har konkluderet, at disse krav er så overdrevne, at det kun kan betyde, at Tyrkiet i virkeligheden ikke ønsker forsoning.
Premierminister Recep Tayyip Erdogan har svaret ved at suspendere alle militærforbindelser og regeringshandelsaftaler. Den israelske Ambassadør fik to dage til at pakke og rejse. Mere ildevarslende, Erdogan truede med at sende tyrkiske krigsskibe til at følge hjælpekonvojer med kurs mod Gaza.
Israels leder Binyamin Netanyahu forsøgte at dæmpe konflikten, men Erdogan skruede op for retorikken ved at erklære, at Gaza flotille episoden kunne være grundlag for krig.
Imens kæmper Israel for at opretholde dets spinkle bånd med det herskende Militærråd i Kairo. Et palæstinensisk terrorangreb over grænsen ved Eilat efterlod fem døde ægyptiske soldater i det efterfølgende IDF gensvar. Vrede ægyptiske masser angreb vedholdende den Israelske Ambassade i Kairo og tvang sluttelig ambassadør Yitzhak Levanon til at flygte ud af landet.
Den voldelige protest afspejler den indgroede fjendtlighed blandt mange ægyptere mod Israel, og det kan vise sig at være svært for Jerusalem at vende tilbage til selv ”den kolde fred” med Kairo fra de sidste tre årtier.
Så for Israel er der store udfordringer over det hele: genopretning af de gode forhold til Tyrkiet og Ægypten, navigation i det ustabile arabiske forår, fornyelse af fredsaftale med et hårdnakket palæstinensisk lederskab og årvågenhed over for den øgede trussel fra et nukleart Iran.
Hvad der end sker fremover, er der allerede sket ændringer i regionen. For første gang siden Israels fødsel i 1948 kan nationen risikere fjendtlighed fra de tre andre store regionale magter – Ægypten, Tyrkiet og Iran – på samme tid. Kan denne nedadgående tendens nogensinde vendes?
Det sikreste svar er, at til slut kan og vil Gud forsvare Israel. Vi er opfordret til at bønfalde Herren i bøn om at være denne mægtige Frelser og Udfrier endnu engang på Israels vegne. At faren er så stor betyder kun, at frelsen må blive så meget større. Så fortsæt sammen med os i vores Esajas 62 Bønnekampagne, hvor vi hver onsdag i 2011 afsætter speciel tid til forbøn for Israel.
Vi vil også opmuntre alle venner og støtter over hele verden til at fortsætte med at fremhæve de bibelske værdier, ved at kontakte vore valgte ledere i vore respektive lande med en appel om en mere fair behandling af Israel i den internationale arena. Ved at støtte en præmatur, ensidig Palæstina-stat, har mange stater over hele verden trampet på vigtige moralske og lovlige principper, som definerer den moderne globale orden. Resultatet vil uden tvivl blive, at freden synes længere væk, at ustabiliteten øges i Mellemøsten og det internationale samfund taber integritet.
