Af dr. Jürgen Bühler
“At huske fortiden skaber fremtiden” er et kraftfuldt slogan for Yad Vashem, Israels respekterede Holocaust-mindesmærke og -museum. Vores kristne fortid har meget at lære os om arbejdet for en bedre fremtid. Den tragiske, kristne antisemitiske historie og især Holocaust indeholder mange lektioner. Alligevel fokuserer vi ofte på vores egen individuelle fortid, og vi håber altid på en bedre fremtid, imedens vi overser de presserende ting i dag.
Begivenhederne i 2010 skulle få alarmklokkerne til at ringe i vores sjæl. Lektien fra fortiden er ikke for en fjern fremtid, men for i dag! Flere mennesker skulle oplyses, når vi ser den stigende fjendtlighed mod Israel og jøderne fra alle steder i verden.
Et foruroligende år
2010 har været et af de mest udfordrende år for Israel nogensinde. Det begyndte med en bølge af “apartheid-uger” på universiteter over hele Nordamerika. Formålet var at stemple Israel som et “racistisk regime” som det tidligere Sydafrika. Internationale kunstnere aflyste deres engagementer i Israel i protest mod Israels politik. Udenlandske virksomheder begyndte af afvikle deres investeringer i israelske foretagener. Ledende unionister, venstreorienterede og højreorienterede homoseksuelle grupper sluttede sig til ekstremistiske muslimer for at fremme en strategi med “boykot, afvikling af investeringer og sanktioner” mod Israel.
I den svenske by Malmø blev et lille jødisk samfund voldsomt chikaneret af radikale muslimske elementer. Der blev kastet brandbomber mod synagogen, og vinduer blev smadrede. Borgmesteren i den liberale by opfordrede den jødiske befolkning til at fordømme Israels aktioner i Gaza, hvis de ville føle sig mere sikre.
I slutningen af maj fremprovokerede en tyrkisk flotille et voldsomt sammenstød på havet, da de forsøgte at bryde den israelske “blokade” af Gaza. Denne tragiske hændelse udløste en bølge af internationale fordømmelser af Israel, ligesom en FN-undersøgelse forsøgte at fratage Israels ret til at forsvare sig selv. I mellemtiden fordømte verdens ledere den “humanitære krise” i Gazastriben. Nogle medier beskrev det som én stor koncentrationslejr og ignorerede den store mængde fødevarer og anden hjælp, som dagligt leveres af Israel. Episoden betød endog en irettesættelse af Israel fra det tyske parlament i fuld enighed blandt partierne, både fra venstre og højre.
I juli blev en bande vandaler frikendt af en britisk ret, efter de var brudt ind på en våbenfabrik og havde forvoldt ødelæggelser i protest mod Israels indtrængen i Gaza i vinteren 2009. Dommeren havde i sin belæring af juryen sagt, at det var i orden at mene, at Israel havde forvandlet Gaza til “et helvede på Jorden”.
I september havde EU’s handelskommisær, Karel de Gucht, sagt til belgisk tv, at den “jødiske lobbyisme” var ansvarlig for den manglende fred med palæstinenserne. Han påstod, at det ikke “var let at have en rationel diskussion selv med de mere moderate jøder om, hvad der virkelig foregår i Mellemøsten.”
I oktober meddelte den norske regering et tysk skibsværft, at de u-både, som blev bygget til Israel, ikke længere måtte afprøves i norsk farvand; et nyt forbud mod sikkerhedseksport til Israel. Senere samme måned boykottede otte lande den årlige OECDkonference (Tyrkiet, Belgien, Island, New Zealand, Sverige, Irland og Sydafrika), fordi konferencen skulle afholdes i Jerusalem.
For kun få uger siden (december, red.) afholdtes en synode for kristne biskopper i Mellemøsten. Sekretæren for forsamlingen bebrejdede Israel for den flugt af kristne, der sker fra regionen og fortsatte: “Vi kristne kan ikke tale om det lovede land for jøderne. Der er ikke længere et udvalgt folk.”
En ugudelig alliance
En liste over sådanne anti-israelske hændelser synes endeløs. Israel i dag er i stigende grad isoleret gennem en global alliance, som har til hensigt at delegitimere den jødiske stats eksistens. Medens jøder i de fleste vestlige lande beskyttes, er den nye trussel mod det jødiske folk anti-israelsk. Så længe jøderne afholder sig fra at støtte staten Israel, er de sikre. Dette er signalet fra Malmø og fra hele Europa. Det er blevet trendy at underminere den jødiske stat i parlamenter, nyhedshuse og på højere læreranstalter.
De af os, som forsvarer det eneste frie demokrati i Mellemøsten, behandles som en trussel mod verdensfreden. På gader og stræder i Europa og andre steder bliver der dannet ugudelige alliancer mellem radikale venstreorienterede og islamiske ekstremister. Selv evangeliske kirker er under indflydelse af denne nye antisemitisme. Vi lever i en tid, hvor vi skal handle. Hvis vi ikke bruger lektien fra fortiden nu, så vil fremtiden bliver endnu mørkere.
