At elske og trøste Zion
(Esajas 40,1)
Den kristne Ambassade søger at vise Israel, at der er kristne over hele verden, som virkelig interesserer sig for dette land og holder af det. Gennem århundreder har det jødiske folk lidt trængsel og forfølgelse, hvilket har fået mange til alvorligt at tvivle på, at Gud er kærlighed, og at Han stadig har omsorg for sit folk. Dette har medført, at jøder ud over verden er blevet sekulariseret. Det er kristnes privilegium at proklamere over for Israel, at det er Herrens vilje, de kommer tilbage til landet, at Han vogter dem, og at Hans hånd har bevaret dem gennem alle disse århundreder for til sidst at genoprette dem i landet, hvor Han vil være deres Gud og de Hans folk.
Det hører med til Ambassadens forvaltning af sit kald, at den må være yderst varsom med, hvordan den proklamerer Guds ord til Zion. Vi må være følsomme og lydhøre over for det jødiske folks reaktioner på de smertelige erfaringer, dette folk har haft med den kristne verden. Vi fastholder, at Herren ønsker, Israel skal være langt mere end blot en fysisk genoprettet nation, og at Han har ført dem tilbage, for at de skal få et nyt hjerte og en ny ånd, så de fuldt ud kan blive det lys for nationeme, som de er kaldet til at være.
Den kristne fejring af Løvhyttefesten i Jerusalem er en farverig og spændende begivenhed, der hvert år arrangeres af Den kristne Ambassade. Denne højtidsfejring er baseret på det 14. kapitel hos Zakarias og afholdes i troens forventning til den fremtidige, fuldkomne opfyldelse af Guds ord. Gennem Løvhyttefesten har titusinder af kristne fra de fire verdenshjørner haft lejlighed til at tilbede Herren sammen i Jerusalem og til at velsigne israelere på en konkret måde. Mange præster er vendt tilbage fra Festen med ny nidkærhed og begejstring for, hvad Gud er ved at gøre i Jerusalem.
At proklammere Ordet til nationerne
(Jeremias 31. 10)
Med Jerusalems fald i år 70 e.Kr. og adspredelsen af det jødiske folk begyndte hedningernes (dvs. ikke-jødernes) tidsalder. Apostlene var allerede ved at vende opmærksomheden mod nationerne som svar på den befaling, Herren Jesus gav om at gå ud i alverden og forkynde evangeliet. Nu, da det jødiske folk er ved at blive genforenet i deres eget land, lyder der igen en befaling til de troende om at “forkynde på fjerne strande, at Han som spredte Israel, samler det, vogter det som hyrden sin hjord” (Jer. 3 1, 10). Esajas siger: “Se, HERREN lader det høres til verdens ende: Sig til Zions datter: ‘Se, din frelse kommer (62,11).
Ambassaden tror, det er Guds vilje, at vi skal stimulere, opmuntre og inspirere kristne blandt de mange nationer angående deres rolle og opgave i Israels genoprettelse. Bibelen siger, at nationernes skæbne, ja endog kirkens, er knyttet til den måde, hvorpå disse reagerer over for Israels genoprettelse. Derfor har Ambassaden et stort ansvar for at pege på den betydning, Bibelen selv tillægger Israels aktuelle genrejsning.
Den første internationale kristne Zionistkongres i Schweiz i 1985 og den anden under Israels 40-års jubilæum i 1988 har virket som en opmuntring for Israel og været en udfordring til kirken. Disse kongresser havde som mål at undersøge spørgsmålene omkring bibelsk zionisme dybere. Sammen har de bidraget til at grundfæste kristen kærlighed og støtte til Israel som en væsentlig bestanddel af menighedens tro og lære i disse sidste tider.
Er det en politisk handling at stå sammen med Israel?
Apostelen Paulus fastslår, at “det åndelige ikke er det første, derimod det sjælelige; derefter det åndelige” (1. Kor. 15,46). Fjenden ser kun alt for klart, at det naturlige Israel til slut skal blive et åndeligt Israel. Derfor påkalder han denne verdens politiske kræfter i et forsøg på at ødelægge Israel. Den kendsgerning, at Israel i dag er genoprettet, betyder, at det igen er en national realitet med grænser og med naboer, der, sørgeligt nok, er Israel fjendtligsindede.
Israels nationale eksistens fremkalder fordomme og fjendtlighed i verdens fora, som feks. i New York og Geneve. Kristne må tage et standpunkt imod dette, og imødegå løgne med sandhed. Dette gælder ikke primært politisk, men er en del af den åndelige krigsførelse, der går ud på at hjælpe med at beskytte og bevare Herrens folk frem til den tid, hvor Herren skal opfylde sine løfter i Ezekiel 37, Zakarias 12 og Joel 3. At stå ved Israels side politisk og praktisk må derfor ses i en åndelig sammenhæng i en tid, hvor Israel må gå igennem smertefulde fødselsveer for at nå frem til Guds bestemmelse med det.
